Den lange motorhjelm, de fritstående lygter og udstødningsrørene langs siderne lover en rejse tilbage til mellemkrigstidens dyreste sportsvogne. Men når en Excalibur starter, er lyden amerikansk. Bag den nostalgiske facade ligger en V8 fra Chevrolet.
Det er netop sammenstødet mellem de to verdener, der gør mærket interessant. Excalibur solgte muligheden for at køre en bil med førkrigstidens udstråling og nyere amerikansk mekanik. I Hollywood var der kunder, som forstod idéen.
Studebaker skulle have et blikfang
Historien om den kendte Excalibur begynder i 1963. Studebakers præsident Sherwood Egbert bad designeren Brooks Stevens om biler, der kunne få publikum til at standse ved mærkets udstillingsstand. Stevens var designkonsulent for den pressede bilproducent og så en mulighed i at kigge bagud. [1]
Hans forbillede var Mercedes-Benz SSK. Selv ejede han en Mercedes SS fra 1928, og idéen var at forene den slags udseende med nyere teknik. Et chassis fra en Studebaker Lark Daytona cabriolet blev udgangspunktet. Motoren blev flyttet bagud, og prototypen fik et håndformet aluminiumskarrosseri. [1]
Studebaker trak imidlertid sin støtte til udstillingen tilbage kort før åbningen i New York i 1964. Stevens skaffede alligevel bilen en plads. Ifølge Excalibur Classics' historiske beretning stod den nær en pølsebod – og trak så megen interesse, at familien måtte forholde sig til folk, der ville købe den. [1]
Glasfiber udenpå, Chevrolet indeni
Brooks Stevens og sønnerne David og William, kaldet Steve, førte projektet videre. Serieproduktionen begyndte i 1965. I produktionsbilerne afløste glasfiber prototypens aluminium, mens en Chevrolet-V8 på 327 kubiktommer, cirka 5,4 liter, leverede de kræfter, som udseendet lagde op til. [2, 3]
Det var en afgørende forskel fra den langsomme paradebil, man kunne tage den for. Hagerty angiver omkring seks sekunder fra stilstand til 60 mph, knap 97 km/t, for de tidlige biler. Tallet skal læses som en historisk præstationsangivelse. Motorer, vægt og udstyr ændrede sig betydeligt gennem mærkets levetid. [3]
Excalibur blev bygget som en færdig bil. Det var ingen byggesætøvelse for køberen, selv om mærket trak på komponenter fra store amerikanske producenter. Roadsteren fik i 1966 selskab af den firesædede Phaeton, som gjorde førkrigsdrømmen til en oplevelse, man kunne dele med flere. [2]
Fra sportslig roadster til rullende salon
Series II kom i 1970 med et nyt chassis, Corvette-komponenter og skivebremser på alle fire hjul. Chevrolet-motoren voksede til 350 kubiktommer, cirka 5,7 liter. Mere udstyr og højere pris flyttede samtidig bilen længere ind på luksusmarkedet. [2]
Den store 454-V8 på cirka 7,4 liter kom ind i Series II-programmet fra 1972 og fortsatte i Series III, der blev introduceret i 1975. Et større slagvolumen betød dog ikke automatisk flere kræfter: 1970'ernes emissionskrav satte også deres præg på Excalibur. [2, 4]
Series IV fra 1980 gjorde forvandlingen tydelig. Bilen blev længere og tungere, fik rigtige sideruder, der kunne rulles ned, og en mindre V8 på cirka fem liter. Hvor de tidlige biler kunne overraske med deres acceleration, handlede de senere i højere grad om komfort og fremtoning. Series V videreførte den store luksusbil, og modelprogrammet omfattede også lukkede karrosserier. [3, 4]
Dean Martin fik sin i fødselsdagsgave
Mærkets forbindelse til underholdningsbranchen er mere end en liste over berømte navne. Flere af bilerne kan følges i dokumentationen.
Bonhams beskrev i sit auktionskatalog fra 2019 en Excalibur Series II Roadster fra 1973, som blev leveret til Dean Martin gennem forhandleren Charles Schmitt & Co. i Beverly Hills. Ifølge kataloget var den en fødselsdagsgave fra hans hustru Catherine Hawn. Fabrikkens bygge- og leveringspapirer dokumenterede Martin som første ejer. Bilen havde den store 7,4-liters V8 og blandt andet aircondition. [5]
Komikeren Phyllis Diller var en anden begejstret kunde. RM Sotheby's udbød i 2013 en sort Series I Phaeton fra 1968 med rødt interiør, som hun havde købt fra ny. Auktionshuset henviste til originale registreringspapirer og oplyste, at hun også havde taget en forhandlerfranchise i Hollywood. [6]
Allerede i 1967 skrev TIME, at Diller ejede tre Excalibur-biler. Samme samtidige artikel fortalte, at Steve McQueen havde købt en til sin hustru, at Dick Van Dyke og hans hustru kørte i en gul, og at Tony Curtis havde solgt sine to. Det er et tidsbillede fra dengang, bilerne var nye – og et mere præcist holdepunkt end senere, udaterede ejerlister. [7]
Stjernerne kunne ikke redde økonomien
Kendisfaktoren sikrede opmærksomhed, men ingen stabil forretning. Virksomheden ramte konkurs i 1986. Henry Warner forsøgte efterfølgende at føre mærket videre, og i begyndelsen af 1990'erne fulgte nye ejere og endnu et forsøg på genoplivning. Udo Geitlinger og hans søn stod bag en senere relancering. [3]
Kilderne opgør den samlede produktion lidt forskelligt; Hagerty anslår omkring 3.500 biler. Under alle omstændigheder forblev Excalibur en lille fabrikant. Kombinationen af omfattende håndarbejde, store ambitioner og et begrænset publikum var vanskelig at få til at hænge sammen. [3]
Arven lever i reservedelene
Efterlivet har sin egen hovedperson: Alice Preston. På Excalibur Classics' hjemmeside beskriver hun, hvordan Camelot Classic Cars blev stiftet i 1999, og hvordan hun erhvervede rettigheder til Excalibur i 2000 og 2001. [8]
Det er en vigtig præcisering i forhold til ældre omtaler, som daterer overtagelsen anderledes. Hjemmesiden oplyser desuden, at værkstedsdriften ophørte i 2024, mens arbejdet med reservedele og teknisk dokumentation fortsatte. Ved opslaget den 15. oktober 2026 var de to selskaber bag aktiviteterne og rettighederne udbudt samlet til salg. [8]
Excalibur er dermed både et stykke designhistorie og en konkret opgave for dem, der holder bilerne kørende. Den begyndte som en ny bil, der med vilje lignede en gammel. Nu er den selv blevet den klassiker, som den engang lånte sit udtryk fra.
Kilder
[1] Excalibur Classics: The Excalibur Story – https://www.excaliburclassics.com/the-excalibur-story/
[2] Excalibur Classics: The Excalibur Story Part 2 – https://www.excaliburclassics.com/the-excalibur-story-2/
[3] Richard Dredge, Hagerty, 16. august 2021: Cars That Time Forgot: SS Automobiles Excalibur – https://www.hagerty.co.uk/articles/automotive-history/cars-that-time-forgot-ss-automobiles-excalibur/
[4] Wikipedia: Excalibur (automobile), modeloversigt, kontrolleret mod mærkehistorikken – https://en.wikipedia.org/wiki/Excalibur_(automobile)
[5] Bonhams: Important Sports, Competition and Collectors' Motor Cars, 2019, lot 118, katalogside 171. https://images1.bonhams.com/original?src=Images%2Flive%2F2019-03%2F15%2FS-25450-0-1.pdf
[6] RM Sotheby's, California 2013: 1968 Excalibur Series I Phaeton, chassis 6042 – https://rmsothebys.com/auctions/bb13/lots/r463-1968-excalibur-series-i-phaeton/
[7] TIME: Hollywood: Stars' Cars, 1967 – https://time.com/archive/6834851/hollywood-stars-cars/
[8] Excalibur Classics/Camelot Classic Cars: virksomhedsoplysninger og status, tilgået 15. oktober 2026 – https://www.excaliburclassics.com/
